The nebulae – interstellar cloud of dust, hydrogen, helium and other ionized gases. Most nebulae are of vast size, some are hundreds of light years in diameter.

Many nebulae are visible due to their fluorescence caused by the embedded hot stars, while others are so diffuse they can only be detected with long exposures and special filters. Some nebulae are variably illuminated by Tauri variable stars. Nebulae are often star-forming regions, such as in the “Pillars of Creation” in the Eagle Nebula.

Stjernetågerne kræver i den grad tålmodighed når man skal tage billeder af dem; når man tager sine billeder kan man faktisk godt med blot nogle enkelte billeder fremkalde tågerne så man nogenlunde kan se dem ordentligt på skærmen. Det kræver dog man tager rigtigt mange billeder af disse tåger hvis man skal have et ordentligt resultat. Jo flere billeder man tager til den endelige stacking proces, jo bedre – det handler alt sammen om at opnå det bedst mulige SNR (signal to noise ratio).

Selv når man har samlet 10 timers data, er det ofte ikke nok – her menes der nok til at producere et billede som viser tågen bedst muligt. Stjernetåger som lyser af sig selv, kræver mindre end de tåger som ses på grund af baggrunds eller refleksionslys. Jo mørkere en stjernetåge er, jo mere tid kræves der for at kunne eksponere den ordentligt på billedet.

Desuden er det heller ikke altid at vejret er godt nok, eller godt nok på det rigtige tidspunkt af natten, og derfor kan stjernetåger nogle gange tage mange uger endda måneder at indsamle. Enkelte stjernetåger lyser dog så kraftigt at det modsatte gør sig gældende; Orion stjernetågen er en af disse. Denne tåge lyser så kraftigt, at man kan se den med det blotte øje en god nat. Her gælder det om at lave flere forskellige eksponeringer, således at man kan samle disse til et sammenhængende billede til sidst.

en_USEnglish
da_DKDansk en_USEnglish