Månen – den inspirerer os, påvirker vores liv og styrer tidevandets gang. Livet på jorden ville ikke være det samme hvis ikke vi havde vores måne.

Det er heller ikke til at sige, om vi havde interesseret os så meget for rummet som vi gør, hvis ikke månen var der. Ihvertfald ville vi være udfordret på udforskingen når det eks. kommer til at lande lande på andre kloder, fordi vi ikke ville have haft månen at øve os på – den er trods alt lige i nabolaget, i forhold til de andre planeter i vores solsystem.

Når man tager astrofoto er månen både fantastisk, og en forbandelse – når månen er på himlen, er det næsten umuligt at tage deepsky billeder fordi den lyser så kraftigt som den gør – selv hvis vejret er perfekt klart, lyser månen så kraftigt at man tydeligt kan se det på billederne, hvis man forsøger at tage deepsky billeder.

Derfor er det naturligt at droppe det, og i stedet tage så gode billeder af månen som det kan lade sig gøre. Her kommer en helt anden faktor i spil, udover det gode vejr – atmosfæren.

Når man skal tage gode billeder af månen, skal vejret naturligvis være perfekt, men ligeså skal luften i den øverste del af atmosfæren være meget, meget rolig.

Fordi når der skal opnås gode detaljer af månens overflade, så er man nødt til at forstørre kraftigt op – meget kraftigt. Som følge af dette kan man tydeligt se atmosfæren bølge hen over det billede man forsøger at tage, det ser næsten ud som om man kigger på månen gennem et glas vand.

Derfor kan man enten tage enkeltbilleder, og håbe på at man fanger det rigtige billede på det rigtige tidspunkt. Dette er desværre ikke særligt effektivt, og derfor kan man i stedet filme månen for på den måde at optage tusindvis af billeder, mens luften bølger hen over skærmen.

På denne måde kan man efterfølgende lægge videoen ind i et program, sætte parametre op for de områder man ønsker at bevare, og hvilke man vil fjerne. Så analyserer programmet ens video og laver et samlet billede til sidst, som man så efterfølgende kan arbejde videre med.

Når jeg tager billeder af månen, filmer jeg den altid under meget, meget høj forstørrelse og er derfor nødt til at tage mange videoer med masser af overlap for at dække hele månen (afhængigt af hvor meget den er lyst op). At filme månen på denne måde, fylder naturligvis meget på ens harddisk – særligt hvis det endelige billede skal være i ordentlig opløsning. Heldigvis kan man jo slette videoerne efter man har lavet dem om til enkeltbilleder hver især.

Når man så har taget sine billeder, skal de sættes sammen og tones så de passer ordentligt sammen i det endelige billede. Stik imod hvad mange tror, så er månen ikke kun gråtoner. Månen har mange farver, men de er utroligt svage – hvis man på en klar nat kigger på månen gennem f.eks. min kikkert, kan man lige præcis ane nogle af de blå og brune farver – men man skal kigge godt efter.

Derfor har jeg gennem det sidste stykke tid lavet mine billeder af månen så man tydeligt kan se de forskellige farver rundt omkring på månen. Dette gøres ved digitalt at forstærke farverne – de er ikke kunstige, blot forstærket. Hvor meget man gør dette, er naturligvis et spørgsmål om temperement – jeg kan godt lide der er masser af farver på.

De blå farver indikerer masser af titanium, hvor det brun/gule indikerer mangel på jern og titanium. På denne måde kan man desuden se hvordan forskelligt materiale er blevet slynget ud under gamle nedslag på månen.

Da apollo astronauterne landede på månen tilbage i 70’erne fandt de blandt andet meget orange jord og sten, og bemærkede at overfladen havde et blåt skær.

Tycho krateret på den sydlige del af månen, opkaldt efter Tycho Brahe. Den centrale del af krateret 86km i diameter og 4800m dybt. Krateret er omgivet af materiale der stråler ud fra alle kraterets sider – nogle af disse strækker sig 1500km ud fra centrum.

Billedet er en mineraludgave af dette område, hvor man på denne måde tydeligt kan se hvordan det forskellige materiale er blevet slynget ud i forbindelse med nedslaget for omtrent 108 millioner år siden.

Farverne er naturlige og blot forstærket, så de træder tydeligt frem. Billedet er lavet ud fra 7 videoer der er filmet gennem min kikkert ved 5000mm fokuslængde. De er efterfølgende blevet behandlet til et sammenhængende billede.

Lad mig høre din mening!