Vidvinkel astrofoto på en meget “hands on” måde – Jeg vandrer gennem nattens landskaber.

Hvad er ”Natskaber”? Frit oversat fra det engelske udtryk ”nightscapes” er det billeder taget om natten, der både viser det jordnære motiv, og stjernerne ovenover på himlen. Disse motiver viser oftest forskellige landskaber om natten, deraf navnet.  Målet er, at man tydeligt kan se stjernerne eller hele galaksen i motivet, samtidigt med at det jordnære motiv også er med til at skabe billedet.

Som med alt andet astrofoto, kræver det naturligvis at der er skyfrit.

Hæsnæs strand en perfekt klar nat – vandet stod så stille at stjernerne blev spejlet i havet.

Det kræver en del planlægning at tage disse billeder, for det første fordi der som regel er bælgmørkt der hvor man tager billedet, og man derfor oftest ikke kan se hele motivet direkte. Desuden er det ikke altid nemt at tilgå selve området hvor billedet skal tages, og slet ikke når det er mørkt.

Derfor er det en god idé at planlægge hvordan man kommer til stedet om natten, og hvordan motivet skal se ud når man er på stedet. Selvfølgeligt kan man godt sjusse sig frem til dette når man er på stedet, men det giver hurtigt anledning til spildtid som kan bruges meget bedre på at tage selve billedet.

“Det resulterer i et voldsomt overbelyst og grimt billede, men det giver samtidigt en rigtigt god rettesnor.”

Derfor planlægger jeg altid disse billeder i forvejen, også fordi det tager tid at komme derhen hvor billedet nu skal tages, og så nytter det ikke noget at vejret er blevet dårligt når man først ankommer.

Farøbroen en perfekt stille nat – månen var oppe og derfor er der ikke så mange stjerner, men til gengæld lyste den havbunden pænt op.

Det udstyr jeg har med mig er letvægt og kan derfor bæres af sted på en gang, og det består af:

  • Tycka 65” letvægts kamerastativ
  • Ioptron skytracker
  • Nikon D5500 Astromodded kamera
  • Samyang 14mm F2.8 Objektiv
  • Fjernbetjening til kamera
  • Pandelampe

Ved ankomst til optagelses stedet skal alt udstyret sættes op, her hjælper det at udstyret ikke fylder for meget, og vigtigst af alt er nemt at sætte op. Jeg starter derfor med at orientere mig efter Nordstjernen Polaris, og sætter mit stativ således at trackerens lille polskop vender mod denne.

Derefter sørger jeg meget grundigt for at stativet står stabilt og i vatter, da trackeren ellers ikke vil kunne bruges ordentligt. Når jeg er sikker på at stativet står som det skal, monterer jeg trackeren på dette og indstiller det således at polskopet sigter meget præcist mod Nordstjernen.

“Selvom man har en skytracker, betyder det ikke at man bare kan skyde løs på himlen mens man følger den.”

Efterfølgende monterer jeg kameraet på trackeren, og sætter motivet op. Dette gør jeg ved at tage en serie af testbilleder hvor kameraets ISO værdi er stillet til det allerhøjeste, bruger min pandelampe til at belyse området omkring mig. Det resulterer i et voldsomt overbelyst og grimt billede, men det giver samtidigt en rigtigt god rettesnor til om motivet er sat ordentligt op.

Når jeg er tilfreds med kameraets placering, sætter jeg kameraet til den ISO værdi det endelige billede skal tages med. Det kommer naturligvis lidt an på hvorhenne billedet tages og hvor meget baggrundslys der faktisk er. Normalt anvender jeg mellem ISO 200 – 800 og helst ikke højere, da der så kommer alt for meget støj på billedet.

Sammenbrud ved hæsnæs strand.

Det jordnære motiv er altid det jeg tager først, da selve stjernerne altid kan tages bagefter. Igen afhængig af hvor meget lys der er omkring mig tager jeg et eller flere billeder af det samme motiv med forskellige eksponeringstider – dette gøres for efterfølgende at kunne samle de forskellige billeder til et samlet og harmonisk billede.

Når det jordnære motiv er taget, skal der tages et separat billede af stjernerne. Jorden roterer som bekendt hele tiden, og derfor bevæger stjernerne sig selvfølgeligt også. Derfor er det begrænset hvor længe kameraet kan eksponere før stjernerne bliver aflange i billedet. For at imødekomme dette, bruges skytrackeren naturligvis. Igen vælger jeg en passende ISO værdi og eksponeringstid, og tænder så for trackeren som begynder at følge himlen. Så snart trackeren kører, sætter jeg kameraet til at eksponere.

Når jeg har skarpe billeder af både det jordnære og himlen, er billedet taget færdigt. Derefter følger en længere proces med billedbehandling for at strikke de to billeder sammen til et.

Denne form for astrofotografi giver anledning til at lege med motivet, Billedet skal jo gerne sige “noget”. Et astrofoto kan naturligvis være ganske flot bare for sig selv, men med natskaber er det sjovt hvis der er en historie med.

Det ensomme træ på kanten af en skrænt – Men hvad er vigtigst, at kigge op på himlen, eller kigge ned i skærmen?

Denne form for billeder giver også anledning til nogle helt andre udfordringer end alm. deepsky fotografi. Dette er fordi nu er der to seperate elementer; forgrunden som ikke flytter sig, og himlen som flytter sig hele tiden.

Selvom man har en skytracker, betyder det ikke at man bare kan skyde løs på himlen mens man følger den – den himmel som det endelige billede skal indeholde, skal jo passe sammen med forgrunden. Derfor handler det om at få så meget af himlens detaljer med som muligt, på kortest mulig tid. På denne måde sikrer man sig at det efterfølgende redigerings arbejde med at sammenføje de to billeder er minimalt.

“Ofte kommer man ud for at skulle tage mange forskellige billeder ved forskellige eksponeringstider.”

Det har naturligvis også meget at sige, hvilken forgrund man vælger til sit motiv – hvis det er en strand med meget lave elementer hvor himlen blot hænger henover, så er det en relativt nem opgave at sammenføje de to billeder, men hvis der er komplekse former i forgrunden som måske endda fylder hele højden på billedet, så bliver det en udfordring fordi man jo gerne skal have himlen med i hele motivet, og i kraft af at himlen skal trackes for at få ordentlige stjerner – så flytter den sig jo også bag forgrunden undervejs.

Farøbroen en kold, blæsende og stjerneklar nat – her kan lysforureningen fra broens projektører tydeligt ses.

Derfor kan det anbefales at man starter med simple motiver, indtil man har teknikken på plads med at lave denne type billeder. Det er bestemt heller ikke uden betydning hvor man retter sit kamera hen – der er voldsomt meget lysforurening næsten hvorend man vælger at tage hen. Denne lysforurening ødelægger mulighederne for gode stjernebilleder ganske betragteligt. Det er naturligvis fordi at kameraet fanger alt lys, og ikke kun det man godt kunne ønske sig.

Derfor kommer man ofte ud for at man skal tage mange forskellige billeder ved forskellige eksponeringstider for at kunne balancere det endelige billede på en ordentlig måde. Igen kan det betale sig at starte med at tage sine billeder på rigtigt mørke steder, og samtidigt sørge for at rette kameraet væk fra eventulle lyskilder.

Efterhånden som man bliver mere øvet, kan man også begynde at lege lidt mere med billederne, og samtidigt bliver det også nemmere at arbejde med billederne selv om der er meget lysforurening på. Der er naturligvis en grænse for hvor meget lysforurening der må være, et godt eksempel er billedet herunder.

Bjergvejen ved Gran Canaria – en udfordring med lys.

Da jeg var på sommerferie på Gran Canaria var jeg sikker på at jeg nemt ville kunne tage nogle flotte billeder af mælkevejen. Dette var jeg sikker på, da mælkevejen på denne del af kloden står meget gunstigt, og desuden skulle himlen her være særligt klar og rolig.

Desværre viste det sig at være noget ganske andet – næsten overalt på øen var der kraftigt lys, også hele natten. De forskellige byer var et stort lyshav, næsten ligemeget hvor man kiggede hen. Der var dog enkelte steder hvor det kunne lade sig gøre, men der var stadigt udfordringer med lysforurening, selv på toppen af øens højeste bjerg.

Mælkevejen fra Gran Canarias højeste bjerg. Der var bidende koldt og blæsende, og selv i næsten 2000m over havet var lyset fra byerne stadigt meget udfordrerne.

Ikke desto mindre lykkedes det at få nogle gode billeder, men paradoksalt nok skulle det vise sig at mine bedste natskaber til dato blev taget hjemme i Danmark en måned senere.

Selvom der selvfølgeligt skal være godt vejr når man skal tage natskaber, er kravende til vind og vejr slet ikke lige så ekstreme som når man skal tage deepsky.

“Intet havde dog forberedt mig på at himlen over hele horisonten ville skifte fra blå til kulsort.” 

For det første er udstyret ikke lige så vindfølsomt som en stor stjernekikkert, skyerne kan nogle gange bidrage med nogle sjove og flotte effekter, og til sidst tager man billederne i en meget vid vinkel.

Derfor er denne form for fotografi også mere tilgivende og lidt nemmere at gå til, end deepsky er – det hører desuden også til den billigere ende af astrofoto.

Nogle gange kan vejret dog byde på helt andre ting end klare nætter med stjerner – det kan de fleste i Danmark vist godt skrive under på. Derfor handler det også om at gribe mulighederne når de byder sig.

Supercelle tordenskyen fra juni 2019 – Et imponerende og skræmmende skue. Billedet er taget om natten mellem 22 og 23.

Nogle gange viser vejret tænder; det var i den grad tilfældet i sommeren 2019. Både maj og juni dette år gav mange tordenskyer. Ingen var dog så voldsomme som den supercelle tordensky der passerede over Falster d. 19/6. Jeg var godt klar over der ville komme tordenvejr, og havde også planlagt at tage billeder af det. Intet havde dog forberedt mig på at himlen over hele horisonten ville skifte fra blå til kulsort – der følte man sig meget lille.

Da tordenstormen bevægede sig direkte hen over mit hus, var jeg nødt til at vente med at gå ud, indtil den havde passeret – det var også et klogt valg, der var 100% garanti for at blive ramt. Da stormen havde passeret mit hus gik jeg udenfor og satte mit udstyr op og tog så en masse billeder på fire sekunders eksponering og passende ISO værdi.

Selv om stormen var på vej væk, var det stadigt nervepirrende at stå ude i det fri og tage billeder. Der var rigtigt godt gang i skyerne og lynet slog ned hele tiden. Det endte med over 400 seperate billeder i løbet af ca. en halv times tid. Efterfølgende udvalgte jeg de billeder som havde de allerbedste og flotteste lyn, og samlede dem i et billede som efterfølgende blev justeret og harmoniseret.

Vindmøllerne nær mit hjem – Nederst i billedet ses lyset fra Nykøbing Falster som ligger 16km væk.

Hvis de rette forhold er til stede, kan himlen på Falster uden problemer være lige så god som himlen på sydligere breddegrader. I 2019 ved slutningen af august viste vejret sig fra sin allerbedste side – En lørdag aften hvor jeg var ude fra kl. 20 til 02, og lige meget hvor jeg tog hen var himlen perfekt. Når der er så gode nætter, handler det om ikke at spilde tiden – Derfor er det god praksis at på forhånd have en række lokationer planlagt og udforsket så man ved hvor man skal gå hen når man er der, men ligeså have styr på hvor mælkevejen er på himlen (hvis man ønsker at få den med på billedet).