Stjernetågerne – interstellære støvskyer af hydrogen, helium og andre ioniserede gasser. De fleste stjernetåger er gigantiske, nogle er hundredvis af lysår i diameter.

Mange stjernetåger er synlige på grund af deres fluorescens forårsaget af de varme stjerner, mens andre er så diffuse, kan de kun opdages med lange eksponeringer og specielle filtre. Nogle stjernetåger er varieret belyst af Tauri variable stjerner. Stjernetåger er ofte stjernedannende regioner, som i “Dannelsens søjler” i Ørne stjernetågen.

Stjernetågerne kræver i den grad tålmodighed når man skal tage billeder af dem; når man tager sine billeder kan man faktisk godt med blot nogle enkelte billeder fremkalde tågerne så man nogenlunde kan se dem ordentligt på skærmen. Det kræver dog man tager rigtigt mange billeder af disse tåger hvis man skal have et ordentligt resultat. Jo flere billeder man tager til den endelige stacking proces, jo bedre – det handler alt sammen om at opnå det bedst mulige SNR (signal to noise ratio).

Selv når man har samlet 10 timers data, er det ofte ikke nok – her menes der nok til at producere et billede som viser tågen bedst muligt. Stjernetåger som lyser af sig selv, kræver mindre end de tåger som ses på grund af baggrunds eller refleksionslys. Jo mørkere en stjernetåge er, jo mere tid kræves der for at kunne eksponere den ordentligt på billedet.

Desuden er det heller ikke altid at vejret er godt nok, eller godt nok på det rigtige tidspunkt af natten, og derfor kan stjernetåger nogle gange tage mange uger endda måneder at indsamle. Enkelte stjernetåger lyser dog så kraftigt at det modsatte gør sig gældende; Orion stjernetågen er en af disse. Denne tåge lyser så kraftigt, at man kan se den med det blotte øje en god nat. Her gælder det om at lave flere forskellige eksponeringer, således at man kan samle disse til et sammenhængende billede til sidst.

da_DKDansk
en_USEnglish da_DKDansk