HØJT AT FLYVE
Nogle gange handler det om at se det hele lidt fra oven – Når mulighederne byder sig, tager jeg til himlen og filmer det hele oppefra. Her bliver det så straks en udfordring at lave lange eksponeringer – for selv om den drone jeg benytter mig af er stabil i luften, så kan man ikke forvente at den er det “perfekt” i flere sekunder af gangen. Dog kan det lade sig gøre at lave billeder fra luften i lav belysning, blot man er tålmodig og arbejder med dronens forcer i stedet for dens begrænsninger.

Lolland og Falster er fyldt med smuk natur, næsten uanset hvor man vælger at tage hen på de to øer. På Falsters østkyst er der både lavvandede sandstrande så langt øjet rækker, og mere stenede strande med høje skrænter hvor bøgeskoven går helt ud til kanten af både skrænt og strand.
Jo længere man bevæger sig mod nord langs østkysten, desto mere bliver kystlinjen præget af store bøgeskove, hvor man kan gå eller cykle hele vejen langs skrænterne på de mosklædte stier langs havet.
I skovene er der et rigt og varieret dyreliv som både kan ses og høres om dagen så vel som om natten.

Dronefoto og video giver et helt nyt perspektiv på det hele – Enten om vi kigger ud over landskabet, eller direkte ned. Jeg laver både det man kalder “top down” billeder hvor motivet betrages direkte ned – højt oppe fra, og der ud over laver jeg billeder af byer og landskaber om natten. Set oppe fra fuglenes perspektiv.
Ønsker du et billede eller video af dit hus oppe fra luften, så tøv ikke med at kontakte mig – Jeg får det du ønsker, til at fremstå bedst muligt.
Vi mennesker efterlader os spor på kloden uanset hvor vi er – Nogle gange er de spor synlige efter os i mange tusinder år senere. Ved Halskov Vænge fortidsmindeskov er det meget tydeligt at der netop her har været mennesker i mange tusind år.
Overalt i skoven er der gravhøje – Faktisk er der 78 fortidsminder placeret i denne lille skov, hvor der blandt andet er 6 stendysser som er 5500 år gamle, tæt placeret ved hinanden.
Hele skoven for lov til at passe sig selv, så den mellem fortidsminderne og de væltede gamle træer og det bakkede landskab (en sjældenhed på Falster) så er det som at træde ind i et eventyr.
Uanset om det er sommer, vinter, efterår eller forår, så emmer skoven af stemning og inviterer til at gå på opdagelse.



Lysende natskyer hen over Torkildstrup stubmølle. Møllen er opført før 1655, så den har en del år på bagen – Den var i brug helt indtil 1945 og er blevet renoveret af flere omgange.
Billedet her er taget fra en nat til tidlig morgen hvor der var lysende natskyer i flere timer og omgivelserne var perfekt vindstille. Fra denne vinkel kan man kun se den gamle mølle og det er næsten som at se den tilbage i tiden.
Et rigtig fedt perspektiv fra en drone er når man kigger lodret ned fra højderne – Når der så skal tages billeder på denne måde vil man gerne opnå både detaljer og et overblik over det område som billedet skal vise. Derfor kan man ikke bare automatisk flyve så højt op man ønsker, da de forskellige detaljer bliver svære at opløse ordentligt.
Derfor er det nødvendigt at flyve i en lavere højde, og efterfølgende panorere hen over den scene man ønsker at optage.
Det præsenterer dog endnu et problem, for jo mere man flytter sig i den ene eller anden retning, så ændrer perspektivet sig, og det kan hurtigt blive svært at lave et sammenhængende billede ud af.
Derfor handler det om at finde en gylden middelvej hvor man både får de detaljer man ønsker sig, og samtidigt ikke får for stor perspektiv mæssig forvrængning når de respektive billeder sættes op mod hinanden i det endelige billede.
Og så er der en helt anden effekt som man skal tænke over – Små mønstre der gentager sig kan have en uønsket effekt på nogle billeder, som f.eks. parkeringspladsen her – De mange små brosten laver en moiré effekt som opstår når fine mønstre, ofte i form af gitterlinjer ligger tæt sammen. Et billede som dette gør sig derfor absolut bedst i stor størrelse, da effekten så forsvinder når man betragter det så stort.
