SMUKKE STJERNETÅGER
Stjernetågerne – interstellære støvskyer af hydrogen, helium og andre ioniserede gasser.
De fleste stjernetåger er gigantiske, nogle er hundredvis af lysår i diameter. Mange stjernetåger er synlige på grund af deres fluorescens forårsaget af de varme stjerner, mens andre er så diffuse, kan de kun opdages med lange eksponeringer og specielle filtre. Nogle stjernetåger er varieret belyst af Tauri variable stjerner. Stjernetåger er ofte stjernedannende regioner, som i “Dannelsens søjler” i Ørne stjernetågen.
Stjernetågerne kræver i den grad tålmodighed når man skal tage billeder af dem; når man tager sine billeder kan man faktisk godt med blot nogle enkelte billeder fremkalde tågerne så man nogenlunde kan se dem ordentligt på skærmen. Det kræver dog man tager rigtigt mange billeder af disse tåger hvis man skal have et ordentligt resultat. Jo flere billeder man tager til den endelige stablings proces, jo bedre – det handler alt sammen om at opnå det bedst mulige SNR (signal to noise ratio).
“Da jeg startede med at tage billeder for mange år siden, havde jeg en lidt for kraftig kikkert og et alt for dårligt stativ.”
Selv når man har samlet 10 timers data, er det ofte ikke nok – her menes der nok til at producere et billede som viser tågen bedst muligt. Stjernetåger som lyser af sig selv, kræver mindre end de tåger som ses på grund af baggrunds eller refleksionslys. Jo mørkere en stjernetåge er, jo mere tid kræves der for at kunne eksponere den ordentligt på billedet.
Desuden er det heller ikke altid at vejret er godt nok, eller godt nok på det rigtige tidspunkt af natten, og derfor kan stjernetåger nogle gange tage mange uger endda måneder at indsamle. Enkelte stjernetåger lyser dog så kraftigt at det modsatte gør sig gældende; Orion stjernetågen er en af disse. Denne tåge lyser så kraftigt, at man kan se den med det blotte øje en god nat. Her gælder det om at lave flere forskellige eksponeringer, således at man kan samle disse til et sammenhængende billede til sidst.
“Når først kikkerten har “parkeret” på det valgte begynder jeg at finjustere motivet.”
Da jeg startede med at tage billeder af de forskellige stjernetåger for mange år siden, havde jeg en lidt for kraftig kikkert og et alt for dårligt stativ til at holde den. Desuden havde jeg ikke mulighed for automatisk at styre hvor kikkerten skulle hen på himlen – alt foregik manuelt, hvor jeg var nødt til at “stjernehoppe” med mit lille søgeteleskop for til sidst at finde den stjernetåge jeg ledte efter. Da denne søgemetode tager et stykke tid, har der været mange aftener hvor det er blevet overskyet lige efter jeg har fundet det jeg kiggede efter, hvilket mildest talt er skuffende.
I dag finder jeg miner motiver på en helt anden måde – jeg har altid koblet kikkertens montering op til min computer via USB, så jeg via den og et stjernekort kan styre hvor kikkerten skal pege hen. Dette sparer rigtigt meget tid som jeg så kan bruge på at tage billederne.
Alle kendte stjernetåger har flere navne. Tågerne bliver typisk navngivet efter det de ligner, og bliver tildelt et katalog nummer. Disse kataloger ligger i det stjernekort jeg benytter mig af, og derfor skal jeg blot slå det op og bede kikkerten om at pege den vej.
Nogle af disse kataloger hedder f.eks. “Messier” efter franskmanden Charles Messier (1730–1817) og derfor hedder alle de himmel objekter han har opdaget M1, M2 osv.
“Derefter tager jeg et billede på fem eller ti sekunder for at se om det er som det skal være.”
Et andet katalog hedder NGC og står for “New General Catalogue” og stammer fra 1888 – Som et eksempel kan en stjernetåge i dette katalog hedde “NGC 1499” osv.
Naturligvis kræver dette at jeg på forhånd meget nøje har indstillet både kikkert og montering, samt “fortalt” stjernekortet hvor jeg som udgangspunkt peger kikkerten hen. Dette gør at jeg stadigt er nødt til at kende nattehimlen rigtigt godt gennem alle sæsoner, da nattehimlen hele tiden ændrer sig. Jeg benytter mig derfor af nogle stjerner som jeg kender rigtigt godt, og ved hvor på himlen de befinder sig i løbet af året.
Når jeg først har sat min kikkert op mod nordstjernen, begynder jeg at stille skarpt. Det gør jeg ved hjælp at en “Bahtinov maske” det er et lille låg som placeres foran på kikkerten, hvori der er skåret et helt bestemt mønster.
Dette mønster laver så et særligt mønster på de billeder man tager – i praksis betyder det at når man tager et billede af en kraftigt lysende stjerne fremkommer der seks forskellige streger på stjernen, hvor den midterste indikerer hvor godt fokus er. Hvis den midterste streg er forskudt enten til den ene eller den anden side, er billedet ude af fokus og skal derfor justeres til stregen står perfekt i midten af de fire andre streger. Når dette lykkedes er fokus opnået.
Når der så er stillet fokus, monterer jeg en dughætte på kikkerten og vælger den stjernetåge jeg ønsker at tage et billede af ved hjælp af mit elektroniske stjernekort. Når dette er gjort, beder jeg programmet om at styre kikkerten hen mod det valgte objekt.
Når først kikkerten har “parkeret” på det valgte begynder jeg at finjustere motivet. Det gør jeg ved at vælge en voldsomt høj ISO indstilling på mit kamera fordi på dette tidspunkt er jeg ikke interesseret i andet end at sørge for at motivet står som jeg vil have det på billedet. Da stjernetågerne lyser så svagt som de gør er dette det nemmeste.
Derefter tager jeg et billede på fem eller ti sekunder for at se om det er som det skal være. Hvis det ikke passer, justerer jeg kikkerten ganske lidt i den retning der er behov for, og tager et nyt billede. Når først jeg er sikker på at billedet er som det skal være, vælger jeg det program som styrer min lille guidekikkert der sidder på siden af den store.
Det program bruger jeg så til at vælge en enkelt stjerne som programmet så kalibrerer kikkertens montering efter. Når denne proces er overstået holder dette program hele tiden øje med om den ene stjerne flytter sig – hvis den gør det, rykker kikkerten i den modsatte retning.
Når først guide programmet står og kører som det skal vender jeg tilbage til fotoprogrammet. Her beder jeg mit kamera lave så mange eksponeringer som muligt, jo flere jo bedre – Afhængig af hvilken tåge jeg skal tage et billede af vælger jeg at eksponere fem eller ti minutter ad gangen ved ISO 200.
Grunden til at jeg tager billederne ved ISO 200, er at det er her mit kamera laver allermindst elektronisk støj på billederne når de bliver taget. Normalt er støj ikke noget man lægger mærke til i digitale billeder, men når der eksponeres så længe som der gør, bliver det meget tydeligt hvis ikke man tager nogle forbehold for dette.
“Da jeg først startede med at tage billeder gik jeg ud hver eneste nat der var skyfri.”
De klare reflektionståger er åbentlyst nemmest at tage billeder af, hvor de meget mørke og støvede tåger kræver mange, mange timers eksponering for at få et ordentligt resultat.
Stjernetågerne varierer også meget i størrelse og form – derfor er det vigtigt på forhånd at planlægge hvilken størrelse kikkert der skal bruges til at tage billedet. Jeg har valgt at benytte mig af to størrelse kikkerter, en lille med 650mm fokus og en stor med 1000mm fokus. Dette gør at jeg har mulighed for at tage billeder af de fleste stjernetåger uden at skulle dele det op i flere motiver som efterfølgende skal sættes sammen.
Hvis jeg vælger at bruge min store kikkert på en tåge som ikke passer inden for motivet, er det fordi jeg ønsker mere detalje og et større billede. Dette tager naturligvis meget mere tid fordi til hvert motiv af tågen som skal tages, skal der bruges den samme mængde tid. Så, hvis det normalt ville tage ti timers eksponering med den lille kikkert, og jeg i stedet vælger at dele det op i 4 seperate motiver med den store kikkert, skal jeg nu bruge 40 timers eksponering for at kunne samle billedet.
Derfor skal der grundige overvejelser til om tågen der skal tages billeder af, kan retfærdigøre den ekstra mængde tid. Det er naturligvis fordi opgaven skal deles op over flere dage, men også fordi vejret i Danmark gennem astrofoto sæsonen er meget ustabilt, og der kan være meget langt imellem de gode nætter hvor det kan lade sig gøre at tage billeder.
Seeing
Kvaliteten af en klar himmel kan også svinge meget og dette kaldes “seeing”. Det betyder at udover det faktum at himlen skal være skyfri, skal man også tydeligt kunne se stjernerne. Nogle aftener kan være perfekt skyfrie, men der kan være dis, tåge eller meget urolig luft højere oppe i atmosfæren som gør at det ikke kan betale sig at tage billeder, da de simpelthen ikke vil være brugbare i sidste ende.
Da jeg først startede med at tage billeder gik jeg ud hver eneste nat der var skyfri, ofte med skuffelse til følge – fordi billederne ikke kunne bruges til at lave et ordentligt samlet billede. De sidste par år er jeg blevet rimeligt kræsen med den kvalitet himlen skal byde, før jeg vælger at sætte udstyret uden for og gå i gang, og det betyder at jeg i stedet for at lave ca. tyve billeder på en sæson kun laver omkring ti. Dog er det så ti rigtigt gode billeder som kan trykkes i stort format uden at det ødelægger kvaliteten af billedet.
