Sommerferien gik til Gran Canaria, og chancen for at tage natskaber i helt andre omgivelser skulle afprøves. Derfor blev alt mit fotoudstyr pakket ned i min trofaste militær rygsæk, som jeg så kunne have med i flykabinen – det ville jeg helst ikke overlade til andre, det er trods alt dyrt udstyr.

Gran Canaria er en dejlig ø med et ok vejnet, men man skal se sig ordentligt for når man vælger rute op i bjergene da nogle veje godt kan være mere spændende at køre på end man måske har lyst til. Som altid er det vigtigt at finde og udvælge sine områder om dagen, så man har et fornuftigt billede af hvordan det skal gøres om natten. Efter at have set en del af øen sammen med familien, valgte jeg at tage op til et udsigtspunkt der ligger midtvejs fra kysten og de høje bjerge. Her ville jeg forsøge at få nogle biler med i forgrunden. Desværre blev oplevelsen ikke helt så god som forventet, først kom der en gut som parkerede ved siden af mig og begyndte at sidde og drikke øl, hvorefter der kom en flok unge med en ramponeret bil hvor de sad og festede med lys på bilen. Det ødelagde lidt mulighederne for et godt billede. Da de begge kørte videre, kunne jeg dog begynde at tage mine billeder. Det lykkedes faktisk også, men jeg var meget overasket over hvor meget lys forurening der var, selv om jeg var rimeligt langt oppe i bjergene. Det lykkedes dog at tage nogle fornuftige billeder og jeg ville egentlig have fortsat, men der kom en bil hvor de kun holdt og lyste på mig, og det syntes jeg ikke var så trygt og valgte derfor at pakke sammen og køre hjem den aften.

Billedet her er fra den aften ved udsigtsposten.

Senere i løbet af ferien valgte jeg at tage op til øens højeste bjerg, hvor jeg havde været tidligere på dagen med familien. Det var en lang tur op ad bjerget, halvanden time tog det – ikke mindst fordi der var fyldt med små kaniner som løb rundt på vejen. Ved vejs ende kommer man op til et udsigtspunkt som ligger næsten 2000 meter over havet. Også her var der en del lysforurening, men stadigt bedre end nede ved kysten. Først tog jeg et panorama ud over hele Las Palmas, og efterfølgende et ned langs bjergets sider. Selvom jeg havde taget varmt tøj på, blæste det så meget at det stadigt var hundekoldt at være deroppe. Efter at have taget det sidste billede skyndte jeg mig at pakke sammen og køre hjem.

Alt i alt en god fotooplevelse på øen, jeg finder det yderst praktisk at stativ, kamera og tracker kan pakkes sammen meget hurtigt, og sættes ligeså hurtigt op. Desuden var det dejligt at kunne have det hele med i en taske under selve rejsen derned.

Billedet her er et panomara ud over øen. Til venstre ses endnu en observationspost, hvor der var helikopter landings plads. Bjergene bliver oplyst af en base bag ved kameraet.

Det næste billede er taget ned langs bjerget, og der var langt ned fra den kant man stod ved – mælkevejen var forbavsende tydelig selvom der næsten var fuldmåne.

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til butik