Endelig blev vejret godt nok til at jeg kunne tage nogle billeder! Jeg har længe villet tage billeder af dette objekt på himlen, og for nogle dage siden lykkedes det.

Stjernetågen som jeg har taget et billede af denne gang, kaldes for “haletudserne”, og det burde være åbentlyst for enhver 😉

De befinder sig omtrent 12400 lysår væk! Selve skyen er over 100 lysår fra ende til anden, og haletudserne er ca. 10 lysår lange. Der er samlet ca. 14 timers eksponering gennem tre forskellige nætter gennem Ha, O3 og S2 filtre.

Dertil er der brugt 100 Darks, darkflats og flats til kalibrering. Billedet er et falsecolor billede, hvor Ha filteret viser brint, O3 viser oxygen, og S2 viser svovl. Ha er grøn, O3 er blå og S2 er rød.

Men hvad er narrowband for noget?

I sin enkelthed går det ud på at man ønsker at isolere nogle specifikke bølgelængder i lysets fulde spektrum. I stedet for at indfange alt det lys som en stjernetåge udsender, optager man en serie af billeder gennem specielle filtre der kun tillader en specifik bølgelængde at passere.

Jeg har valgt den filterkombination som også bruges af NASA i f.eks. hubbleteleskopet. Det er også den mest udbredte og almindelige kombination når man køber filtrene.

Kombinationen hedder “SHO” og refererer til de bølgelængder som filtrene lader passere. S tillader bølgelængden for svovldioxid (SO2) at passere, H tillader bølgelængden for brint (H-alpha) at passere, og til sidst O som tillader bølgelængden for dobbelt ioniseret oxygen (O III) at passere.

Filtrene sidder monteret i et såkaldt filterhjul, hvor de forskellige filtre kan drejes ind foran selve kameraets sensor, og derved kun optage det lys som passerer gennem filteret.

Kameraet er et monokrom kamera, og derfor kan det kun optage i sort/hvid. Dette gør imidlertid at man kan dedikere optagelsen af en bestemt bølgelængde til hele sensoren i stedet for kun 1/3 om på et moderne DSLR.

Dette resulterer i at man får tre forskellige billeder, som til sidst skal sættes sammen.

Brint er typisk meget dominerende i stjernetåger – her ses et billede taget gennem et H-alpha filter.

Når man har taget de tre forskellige sæt af billeder, skal de stackes ganske som med et almindeligt DSLR. Her er det meget vigtigt at man får stacket dem så ens som muligt, da de netop til sidst skal sættes sammen til et sammenhængende billede.

Her ses et billede af samme motiv gennem et O III filter.

Når de tre billedsæt er blevet stacket og grundbehandlet, skal de sættes sammen i et billedredigeringsprogram.

Når først de tre billeder ligger i lag oven på hinanden og man har sikret sig at de overlapper perfekt, kan man tildele en farvekanal til de forskellige billeder.

Og her ses motivet gennem et S2 filter.

Når først billederne har fået hver deres farvekanal, kan man begynde at justere billederne til den palette man ønsker. Traditionelt tildeles H-alpha til den grønne kanal, O III til blå, og S2 til rød.

Dette er den farvekombination som man typisk bruger i billeder taget med hubbleteleskopet. Man kan kombinere som man ønsker, og farverne justeres efter smag. Idéen med disse filtre er naturligvis også at man kan præcisere hvor de forskellige gasser er koncentreret.

En bivirkning til at tage billeder gennem disse filtre er at stjernerne ikke bliver lige så dominerende som de kan være i mange billeder af universet. Det er naturligvis fordi man også isolerer lyset fra de pågældende stjerner. Det er en fordel, da der ofte er så mange stjerner i billederne, at det kan være svært at se stjernetågerne for bare stjerner (der er trods alt også 400 milliarder i vores galakse alene!).

Når man har justeret farverne efter ønske, justeres kontrastmængde og stjerneres størrelse reduceres en smule, ligesom der behandles for evt. elektronisk støj i billedet.

Lad mig høre din mening!