Her forklarer jeg hvordan jeg tager billederne og hvilket udstyr jeg bruger.

Astrofotografi er ikke en særligt nem opgave – det kræver teknisk dygtighed, meget præcist udstyr og klar, skarp himmel.

For at tage billederne skal der tages hensyn til flere faktorer. For det første er de forskellige galakser og stjernetåger meget langt væk, og dermed er lyset fra disse ekstremt svage. Dette kræver igen meget lange eksponeringer med kameraet for at få ordentlige data.

Det er ikke usædvanligt, at en stjernetåge har brug for mere end 10 timer eller mere i eksponering. På grund af dette løber man ind i flere problemer. Der er kun så mange timer om natten, hvor det er mørkt nok til at tage udsættelserne, og de perfekte himmelforhold holder sjældent op i mere end et par timer ad gangen – i heldige tilfælde kan nogle vinternætter give op til 8 timer af perfekt skarp nattehimmel.

Farøbroen en stille klar nat – 4min eksponering på stativ.

Da de forskellige stjernetåger og galakser kræver så meget eksponering, skal processen brydes ned i trin; jeg tager flere mellemstore lange eksponeringer og kombinerer dem derefter i et sidste billede. Dette kaldes stabling, kombinerer f.eks. 150 separate eksponeringer i et enkelt billede, hvor de svageste detaljer kan forbedres digitalt.

For det første at få kameraet til at tage disse eksponeringer kræver et kraftigt teleskop og en robust montering, da selv den mindste vibration vil ødelægge billedet. Ved lange 5 eller 10 minutters eksponeringer er der brug for et lille styreteleskop for at modvirke enhver drift, vibrationer eller små vindstød, således at hovedteleskopet effektivt “låser” himlen for kameraet.

“Det er ikke usædvanligt, at en stjernetåge har brug for mere end 10 timers  eksponering.”

På grund af disse krav kan nogle billeder tage mange uger, endda måneder for at fuldføre – tilføj til dette, at udstyret regelmæssigt skal justeres, og du har et meget kompliceret setup.

Når billederne er taget og jeg har nok “data” skal det endelige billede fremkaldes digitalt. Til at starte med skal billederne stables i programmet Deep Sky Stacker – det betyder i praksis at alle billederne bliver lagt oven på hinanden som en lagkage, hvorefter alle de individuelle billeder bliver samlet til et enkelt. På denne måde kan det lade sig gøre at fremhæve selv meget svage detaljer, og få et så godt SNR (signal to noise ratio) som muligt. Jo flere billeder man tager, jo mindre digital støj fremkommer i det endelige billede.

Her ses grundbilledet i deep sky stacker programmet.

Når først billederne er stablet, kan man strække histogramet på det samlede billede – som med alle værktøjer skal man beherske sig, da det ellers kan ødelægge billedet før man overhovedet er kommet i gang. Når histogrammet bliver strukket bliver alle billedets detaljer væsentligt tydeligere, og man kan herefter lave en grundjustering af billedets udtryk i form af hårdhed, højlys osv.

Når grundbilledet er færdigt, behandles det videre i programmerne fitswork og photoshop.

Det endelige billede efter fremkaldelse i photoshop.
Udstyr:

Jeg benytter mig af mange forskellige slags udstyr for at tage billederne – alt dette udstyr har jeg gennem årene mikset og machet så det passer bedst muligt i det samlede setup. Som med så mange andre ting, findes der tusindvis af varianter af forskelligt udstyr som kan fås væsentligt billigere, og væsentligt dyrere end det jeg selv benytter. Det har taget lang tid at lære mit udstyrs særheder at kende. Jeg vil her beskrive de forskellige dele, og hvad de gør – der findes naturligvis bedre udstyr end det jeg benytter mig af, men her er det min erfaring med mit udstyr jeg vil fortælle om.

Kikkerten er naturligvis den allermest centrale del af mit udstyr, da det er den som skal forstørre himlen for mig. Jeg benytter mig af en kikkert som er af typen “newtonian design”. Det var videnskabsmanden Isaac Newton som designede denne type kikkert, og den har mange fordele i forhold til en almindelig linsekikkert.

En newtonian stjernekikkert består af et rør med to spejle i. I bagenden af røret er der et stort primærspejl, og i forenden af røret er der et lille sekundærspejl. Når man retter kikkerten mod himlen, rammer lyset det store spejl i bunden af røret og reflekterer det efterfølgende hen mod det lille sekundærspejl.

Det lille sekundærspejl sørger efterfølgende for at lyset bliver reflekteret ind mod kameraets sensor, hvor billedet bliver taget.

Det store primærspejl i bunden af røret har en parabolsk form, og dette bevirker at den Sfæriske aberration som normalt ses ved linsekikkerter og spejle som ikke er parabolske helt elemineres. I praksis betyder det at lyset med et parabolsk spejl bliver perfekt fokuseret.

Det har desværre også en uønsket effekt, nemlig at stjernerne ude i kanterne af billedet bliver strukket voldsomt – dette kaldes coma.

“Det som kikkerten skal rettes mod er så uendeligt småt på himlen, at den mindste rystelse ødelægger billedet.”

Dertil skal man have en “coma corrector” som er en linse man indsætter lige mellem det sekundære spejl og kameraet. På denne måde fjernes coma, og stjernerne er nu pæne og runde helt ud til kanten i billedet.

En newtonian kikkert skal jævnligt have justeret sine spejle (kollimeres) og dette betyder at man med en lille sigtelinse og laserstråle indstiller kikkertens spejle således at primærspejlet perfekt rammer sekundærspejlet. Denne process kan være meget svær at lære i starten, men når først man har gjort det nogle gange tager det typisk ikke mere end 15 minutter.

Kameraet:

Kameraet er kikkertens “øje” og det kamera jeg benytter mig af er et Nikon D5500a. Jeg har valgt D5500a da det er et astromodded kamera, hvilket betyder at det er ekstra følsomt over for røde farver, da man ellers skal bruge ekstra lang eksponeringstid for at fange de svage røde tåger.

En anden grund til jeg har valgt netop dette kamera er at det er udstyret med en af Sonys allermest støjsvage sensorer, og når man laver astrofoto er det allervigtigste at man har så godt et SNR signal som overhovedet muligt (Signal to Noise Ratio). I praksis betyder det at man forsøger at undgå elektronisk støj i billedet. Alle elektriske dele producerer elektrisk støj, også sensorer. Jo længere eksponeringstiden er, desto mere støj kommer der.

Desuden kommer der også støj på billederne blot det at kameraets lukker aktiveres – mere om dette senere.

Det er dog ikke nok at have en god kikkert, man skal også have en god montering som kan bære denne kikkert.

Monteringen:

Da min kikkert med kamera monteret vejer en hel del, er det meget vigtigt at have en montering til at bære kikkerten, og denne montering skal være klippestabil.

Det som kikkerten skal rettes mod er så uendeligt småt på himlen, at den mindste rystelse ødelægger billedet. Derfor skal monteringen kunne bære mere end den samlede vægt af kikkert og kamera. Min kikkert vejer lige knapt 15kg med kamera monteret, og det er lige på grænsen hvad min montering kan bære uden at være belastet for meget.

Monteringen er det man kalder for en ækvatorial montering. Det betyder at den bevæger sig langs himmelækvator, og dette gør at kikkerten stille og roligt kan følge himlens rotation gennem natten, uden at man behøver at lave store justeringer på monteringen.

Guide kamera og teleskop:

Selv om det er en meget kraftig montering som teleskopet er monteret på, gør den lange eksponeringstid på de individuelle billeder, at man har brug for det som hedder et “guidekamera”. Dette kamera sidder monteret på et lille teleskop der er monteret på siden af det store teleskop.

Kameraet har til opgave at holde øje med en stjerne, og sørge for at denne stjerne forbliver fikseret på præcist samme punkt så længe der tages billeder. Kameraet som tager billeder, kommunikerer således hele tiden med guidekameraet så programmet som styrer det, kan holde guidestjernen i sit sigtekorn hele tiden. 

Hvis stjernen rykker sig blot en lille smule på den ene eller den anden akse, sørger guidekameraet for at monteringen rykker den teleskopet i den modsatte retning. Disse bevægelser er så små at de ikke kan ses direkte, men de kan ses på programmets guidekurve – denne skal gerne være så flad som overhovedet muligt, da dette betyder at teleskopet holder motivet så perfekt som muligt.

Billedet som er vist herunder viser guideprogrammet og dets kurve nede i bunden. I billedet svinger kurven voldsomt, normalt er den meget mere flad. 

Guidekurve i PHD2 programmet som måler på en stjerne.

Dette var en generel beskrivelse af det udstyr jeg bruger – her følger en detaljeret forklaring på hvorfor.

  • Skywatcher Newtonian stjernekikkert: Min skywatcher kikkert bruger jeg når jeg skal zoome dybt ud i rummet – den har en fokuslængde på 1000mm og en diameter på 200mm. Kikkerten vejer og fylder en del, og derfor bruger jeg den kun når det ikke blæser kraftigt – Den er af modellen “skywatcher 200 PDS” – Det betyder den er optimeret til foto. Denne kikkert bruger jeg til at tage billeder af de fjerne galakser og “mindre” stjernetåger, kuglehobe osv. Det er også min goto kikkert når jeg skal tage detaljerede closeups af månen eller planeterne.

  • Telescope service Refraktor linsekikkert: Denne kikkert er betragteligt mindre end min newtonian – den har en fokuslængde på 480mm og en diameter på 80mm – Den lille størrelse gør at jeg kan tage store brede “widefield” billeder, og den er på ingen måde lige så følsom over for blæst som den anden kikkert – den lille størrelse og vægt gør desuden at monteringen bedre kan styre og bære den.

  • ZWO ASI 1600mm pro astro kamera: Dette kamera er mit primære kamera til deepsky – tidligere brugte jeg mit Nikon DLSR, men dette kamera har nogle væsentlige fordele. ZWO kameraet kan køles ned til -40 grader, hvilket gør at billederne er stort set støjfrie, selv med meget lang eksponeringstid. Desuden er det et monokrom kamera, hvilket gør at der ikke er en bayer matrix som tager 2/3 af følsomheden. Det betyder at kameraet i stedet er hysterisk følsomt over for lys, og tillader at man kan eksponere deepsky objekter meget hurtigere og i bedre detaljer end med DSLR. Fordi kameraet er monokrom, skal det tilsluttes et filterhjul således at man kan eksponere gennem et rødt, grønt og blåt filter, samt et “klart” filter for at lave et farvebillede. Man skulle tro at det så betyder man er tvunget til at eksponere i fire så gange lang tid, men på grund af følsomheden er det modsatte faktisk tilfældet. Filterhjulet har desuden plads til smalbåndsfiltre, som gør at man kan optage og isolere de forskellige gasser i stjernetågerne, og på den måde lave billeder ligesom NASA gør med hubble teleskopet.

  • ZWO ASI 174mm pro planet kamera: For at lave skarpe billeder af månen, planeterne eller solen, så kræver det at man kan “udelukke” de forstyrrende effekter vores atmosfære har under høj forstørrelse. For at gøre dette filmer man eks. månen i stedet for at tage et direkte billede. Ved at filme månen ved ekstremt høj hastighed er man i løbet af en video på et minut, i stand til efterfølgende at udvælge de allerskarpeste billeder for efterfølgende at stacke dem – dette resulterer i et væsentligt skarpere billede, end hvis man blot tog et enkelt. Det kræver så at kameraet er i stand til dette. Mit planet kamera kan filme med 165 billeder i sekundet! Det betyder også, at filerne fylder rigtig meget, så man skal have god plads på sin harddisk. Kameraet her er også monokrom, og derfor skal man optage en video gennem både det klare filter og bagefter gennem rød, grøn og blå for at lave et samlet farvebillede.

  • Quark Daystar solfilter: Denne lille enhed er et super avanceret solfilter, som tillader at man kan tage billeder direkte af solen med en normal kikkert !VIGTIGT! Kig ALDRIG gennem en kikkert uden det korrekte solfilter! Forudsat at man benytter filteret korrekt, kan man sætte et kamera fast på selve filteret, og på den måde kan det lade sig gøre at konvertere en normal refraktor kikkert til et solteleskop – det kan ikke anbefales at bruge en newtonian kikkert – den bliver ALT for varm. En mindre refraktor som eks. min 80mm, klarer opgaven rigtig godt. Filteret skal forsynes med strøm, da den skal varme en olie emulsion op inde i filteret, mellem to glasplader – på den måde kan man ved hjælp af en drejeknap styre kontrasten på det billede man får af solen – og det er vigtigt, da solen ellers fremtræder kedelig og “mat”. Det kræver en del øvelse at bruge filteret, samt at lære hvornår billedet er så godt som det kan blive den pågældende dag. Filteret skal anvendes i forbindelse med et UV/IR filter, for yderligere at filtrere de kraftige og skadelige stråler fra solen væk. Filteret viser så solen i den bølgelængde der hedder H-alpha, og tillader at man kan se solens imponerende protuburanser, plasmabuer og solpletter.

  • Bahtinov maske: Dette er en specielt tilskåret maske man sætter ud over kikkerten for at gøre det let at stille fokus. Man sætter simpelthen blot masken hen over kikkerten, og tager et billede – dette skaber et bestemt diffraktionsmønster, hvor en linje flytter sig mellem to andre når man ændrer fokus. Når denne linje står perfekt mellem de to andre, er fokus opnået.

  • HEQ5 Pro ækvatorial-montering: Dette er monteringen som bærer kikkerten – den er fuldt motoriseret, og kan følge himlen natten igennem efterhånden som man eksponerer. Den kan styres enten ved hjælp af en håndholdt fjernbetjening eller gennem en PC. Jeg kobler den altid op til min PC, således at jeg ved hjælp af et elektronisk stjernekort kan pejle mig ind på det jeg ønsker at tage et billede af. Jeg bruger en kombination af EQAZCOM styreprogrammet sammen med Carte du ciel stjerneprogrammet – begge er gratis og fungerer godt og stabilt sammen.

  • Spejl og linse varme elementer: Når udstyret står udenfor natten igennem, kan det ikke undgås at det dugger til. Derfor har jeg på min newtonian kikkert monteret en spejlvarmer som holder det sekundære spejl fri for dug. På min refraktorkikkert bruger jeg et dugbånd til at holde den forreste del af linsen dugfri. Dette styres ved hjælp af en simpel strømstyring hvor man kan skrue op og ned for styrken efter behov. På denne måde forbliver begge kikkerter dugfri natten igennem. Hvis det er en meget fugtig nat, sætter jeg også dugkapper udover kikkerten for yderligere beskyttelse.

  • Ioptron skytracker: Når jeg skal tage mælkevejsbilleder, bruger jeg en startracker – den kan også følge himlen efterhånden som den bevæger sig – den er samtidigt lille og kompakt, hvilket gør at jeg kan tage den med rundt i landskabet om natten – Startrackeren er monteret på en kraftig tripod, og oven på trackeren sidder mit normale DSLR kamera.

  • Samyang linser: Når der skal tages billeder af mælkevejen, kræver det en god lysfølsom linse som kan gå langt ned i F-forhold uden at det går ud over stjernernes kvalitet. Mange linser lider under det som kaldes “coma”, og det betyder at stjernerne bliver aflange – hvis linsen ikke er korrigeret for dette, er der ikke noget at gøre ved det, og derfor skal man vælge den rigtige. Samyang linserne er prisvenlige, og i forhold til andre linser i samme prisklasse, og i mange tilfælde dyrere linser er de nær perfekt coma korrigeret. Dette gør dem til et rigtig godt valg når der skal tages billeder af nattehimlen. Jeg benytter mig både af en 14mm og en 24mm linse, afhængig af mit motiv. Samyang 24mm kan gå helt ned til F1.4, hvilket gør den ekstremt lysfølsom – dog kan det ikke anbefales at tage billeder af stjernerne med så lille blænde da man ikke kan helt kan undgå coma, selv med denne linse – Ved F2.2 fungerer det rigtig godt, og der er evnen til at samle masser af lys, stadigt rigtig god.
ArabicChinese (Simplified)DanishEnglishFrenchGerman
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til butik