Astrofotografi er ikke en særligt nem opgave – det kræver teknisk dygtighed, meget præcist udstyr og klar, skarp himmel.

For at tage billederne skal der tages hensyn til flere faktorer. For det første er de forskellige galakser og stjernetåger meget langt væk, og dermed er lyset fra disse ekstremt svage. Dette kræver igen meget lange eksponeringer med kameraet for at få ordentlige data.

Det er ikke usædvanligt, at en stjernetåge har brug for mere end 10 timer eller mere i eksponering. På grund af dette løber man ind i flere problemer. Der er kun så mange timer om natten, hvor det er mørkt nok til at tage udsættelserne, og de perfekte himmelforhold holder sjældent op i mere end et par timer ad gangen – i heldige tilfælde kan nogle vinternætter give op til 8 timer af perfekt skarp nattehimmel.

Da de forskellige stjernetåger og galakser kræver så meget eksponering, skal processen brydes ned i trin; jeg tager flere mellemstore lange eksponeringer og kombinerer dem derefter i et sidste billede. Dette kaldes stabling, kombinerer f.eks. 150 separate eksponeringer i et enkelt billede, hvor de svageste detaljer kan forbedres digitalt.

For det første at få kameraet til at tage disse eksponeringer kræver et kraftigt teleskop og en robust montering, da selv den mindste vibration vil ødelægge billedet. Ved lange 5 eller 10 minutters eksponeringer er der brug for et lille styreteleskop for at modvirke enhver drift, vibrationer eller små vindstød, således at hovedteleskopet effektivt “låser” himlen for kameraet.

På grund af disse krav kan nogle billeder tage mange uger, endda måneder for at fuldføre – tilføj til dette, at udstyret regelmæssigt skal justeres, og du har et meget kompliceret setup.

Når billederne er taget og jeg har nok “data” skal det endelige billede fremkaldes digitalt. Til at starte med skal billederne stables i programmet Deep Sky Stacker – det betyder i praksis at alle billederne bliver lagt oven på hinanden som en lagkage, hvorefter alle de individuelle billeder bliver samlet til et enkelt. På denne måde kan det lade sig gøre at fremhæve selv meget svage detaljer, og få et så godt SNR (signal to noise ratio) som muligt. Jo flere billeder man tager, jo mindre digital støj fremkommer i det endelige billede.

Når først billederne er stablet, kan man strække histogramet på det samlede billede – som med alle værktøjer skal man beherske sig, da det ellers kan ødelægge billedet før man overhovedet er kommet i gang. Når histogrammet bliver strukket bliver alle billedets detaljer væsentligt tydeligere, og man kan herefter lave en grundjustering af billedets udtryk i form af hårdhed, højlys osv.

Når grundbilledet er færdigt, behandles det videre i blandt andet fitswork og photoshop.