Fredag d. 1 november blev der afholdt “space night” på geologisk museum i København. Der havde jeg fornøjelsen af at vise mine astrofotos i sommerfuglerummet på museet.

Normalt bliver der vist en animation af sommerfugle, men denne aften blev mine billeder projekteret hen over væggene så man kunne gå blandt stjernerne.

Jeg havde på forhånd leveret billederne til museet som havde sørget for at koble dem op til projektørene, hvor der så blev skiftet mellem billederne gennem aftenen. Jeg var simpelthen så imponeret over hvor godt det så ud når alle væggene var dækket af stjernerne fra mine billeder, og jeg var naturligvis også meget stolt over at kunne vise dem der.

Jeg taget min kikkert med, samt det meste af det udstyr som skal til for at betjene den. i løbet af aftenen stod den stille og roligt og kørte, hvor man kunne se hvordan den virkede og hvordan man skulle indstille den.

Der kom rigtigt mange mennesker den aften, jeg snakkede mere eller mindre nonstop fra klokken 18.00 til 23.00. Jeg fik rigtigt mange gode snakke med folk i alle aldre, og der var en helt utrolig interesse for billederne.

Faktisk var der en del som ikke var klar over at det var mine egne billeder som blev vist på væggene, og da de blev klar over det var der naturligvis en masse spørgsmål til hvorhenne i Danmark det kunne lade sig gøre at tage den slags billeder, hvordan man gjorde og hvor lang tid det tog.

Jeg fortalte i den forbindelse en masse omkring stacking teknikken, den digitale fremkaldelse og ikke mindst den tålmodighed der skal til for at tage billederne. Desuden fik jeg snakket meget med en masse unge som havde en kæmpe interesse for rummet, planeterne og vores måne.

TV2 Lorry var også forbi og lave et indslag, hvor de fortalte om alle de spændende ting man kunne foretage sig i løbet af aftenen. En ting jeg lagde særligt mærke til som jeg syntes var rigtigt fedt, var at så snart der kom børn ind i lokalet, var det første de gjorde at stille sig op ad væggen for at deres forældre kunne tage et billede af dem indhyllet i stjerner.

Derudover snakkede jeg en del med forældre og deres børn omkring hvad der kunne lade sig gøre når man eksempelvis boede inde i københavn, og hvad man ville kunne se, på trods af lysforureningen som jo er ganske voldsom derinde. Det var også rigtigt fedt at snakke med folk som interesserede sig lige så meget for emnet som jeg selv gjorde.

Da klokken var 23.15 begyndte jeg at pakke sammen og kørte hjem til Falster igen – i silende regn, træt men glad.

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til butik